Far tæsker sin søn til blods

Det var lige før middag, da jeg stillede min cykel fra mig op ad husmuren og gik ind i køkkenet, hvor mor stod ved komfuret og var ved at tilberede middagsmaden. Jeg fortalte hende straks, som det var. Nemlig, at jeg havde revet en flænge i mine bukser på grund af den defekte saddel, men at bedstemor havde syet bukserne, og at onkel Carl og jeg havde været i Toftlund for at købe en ny saddel. Mor blev vred, dog mest over, at jeg bare sådan havde købt en ny saddel uden at få lov, og hun fortsatte: ”Men nu kan du bare vente, til far kommer hjem til middag, så skal han nok sætte dig på plads.” Det varede ikke længe, før jeg hørte min far sætte sin cykel fra sig op imod husmuren. Det var en lyd, der altid skurrede uhyggeligt i mine ører, og som jeg blev angst af at høre. For så var min far hjemme, og så kunne alt ske.
Så snart far kom ind i køkkenet, fortalte mor ham, at jeg havde revet en flænge i mine bukser, men ikke nok med det, jeg havde også købt en ny saddel uden at få lov. Far skubbede mig i retning mod indgangsdøren samtidig med, at han råbte: ”Lad mig se, hvad det er for noget lort, du har købt!” Straks blev jeg klar over, at han ikke havde haft en god handelsdag. Da far så min nye saddel, blev han endnu mere vred. Vi stod ude på gårdspladsen, og da folkene var begyndt at gå ind til middagsmad hos Hans og Margrethe, gjorde far tegn til, at jeg skulle gå ind til os selv. Lidt efter kom han brasende ind i køkkenet og råbte op om, hvor dum og åndssvag jeg var! At tænke sig, at jeg kunne komme i tanker om at købe en ny saddel til min cykel, der kostede 8 kroner! Jeg kunne vel for helvede have købt en brugt til at hvile min røv på! Nej, jeg skulle fandeme ikke have lov til at leve længere, når jeg var så dum. Men nu kunne jeg bare vente, til alle på gården havde spist til middag og fået deres middagslur, så kunne jeg gå over i laden og vente, for så skulle han fandeme nok komme over og slå mig til krøbling. Far vidste godt, at Hans Petersen og tjenestekarlen efter middagshvilet igen skulle på markarbejde et stykke fra gården. Og så kunne de ikke høre, at jeg skreg, når far gennembankede mig. Som et forsøg på at undgå at blive slået til krøbling den dag fortalte jeg endnu engang, at onkel Carl jo havde været med til at bestemme købet af den nye saddel. ”Onkel Carl!” råbte far. ”Den pjatskid, ham skal du sgu ikke rette dig efter! Nej, her er det mig, der bestemmer, hvad mine børn skal bruge deres penge til!”
Da vi lidt efter sad og spiste middagsmad, rystede jeg så meget på hænderne, at maden ikke ville blive på min gaffel. Jeg vidste jo, hvad der ventede mig bagefter ovre i laden. Far hånede mig og kaldte mig for en kryster, fordi jeg var bange for at få noget på min skæve tryne, som han den dag udtrykte det. ”Men,” sagde han, ”Hvis du ikke kan få noget ned, kan du jo bare rejse dig fra bordet og gå over i laden og vente.”
Da jeg skulle til at gå ud ad døren, sagde han: ”Hvis du møder nogen, skal du ikke snakke noget om, hvad du skal ovre i laden!”
Efter at Hans Petersen og tjenestekarlen var kørt af sted på markarbejdet, så jeg inde fra laden, at far gik over gårdspladsen til svinestalden. Det undrede mig, at han gik den vej, og jeg håbede at undgå prygl. Men lidt efter dukkede han op i laden med et stykke reb i sin venstre hånd, så sig søgende omkring og samtidig ud ad de små staldvinduer for at se, om der kom nogen. Og da dette desværre ikke var tilfældet, kom han hen imod mig. Så snart jeg var inden for hans rækkevidde, langede han mig én lige i ansigtet med sin højre, knyttede næve. Jeg faldt om på logulvet og græd. Som sædvanlig råbte far: ”Hvad brøler du for, ja, hvad fanden brøler du for, din dumme dreng, at bruge alle dine penge på en saddel, det er fandeme for dumt!” Far tog rebet over i sin højre hånd og lod slagene hagle ned over mig. Endnu engang så jeg min far stå der som et vildt dyr, der angreb mig! Jeg skreg af smerter, blodet sivede fra min mund og næse. For at beskytte mig mod slagene rullede jeg mig sammen på logulvet. Far smed rebet fra sig og sagde, at jeg skulle rejse mig. Så snart jeg var kommet på højkant, langede han mig endnu én lige i ansigtet med sin højre knytnæve. Det sendte mig igen til tælling nede på logulvet. Med mine foldede hænder rakt op mod far tryglede jeg: ”Du er en god far, du er en god far, jeg skal aldrig gøre det mere, jeg skal aldrig gøre det mere!” Pludselig fik jeg en voldsom hoved- og mavepine, og et øjeblik efter kastede jeg op. Far holdt inde med at slå og sagde med lav stemme, at jeg skulle tørre blodet væk fra mit ansigt! Jeg snøftede, at jeg ikke havde noget lommetørklæde. Far tog et op af sin ene bukselomme og smed det ned til mig samtidig med, at han sagde, at jeg skulle rejse mig. Jeg rystede over hele kroppen, var svimmel og omtåget, men efter et par forsøg fik jeg mig rejst. Så snart jeg var kommet på højkant, kastede jeg op igen. Samtidig opdagede far, at jeg havde besørget både stort og småt i mine bukser, og kaldte mig for et stort svin. Far kiggede ud ad vinduerne over mod hovedbygningen. Der var ingen at se. Han sagde, at jeg skulle gå ind til mor, men uden om ko- og svinestalden og ind fra øst, så ingen fik mig at se. Så forlod han laden.
Da jeg kom ind i køkkenet, sad far der på en stol. Han sagde til mor: ”Johannes har kastet op, skidt og pisset i sine bukser, den store, dumme, unormale dreng!” Mor blev vred og sagde, at jeg straks skulle tage mine bukser af, gå i seng og blive der til næste morgen. ”Men,” tilføjede hun, ”først skal du vaske dig i ansigtet med koldt vand, det skal nok kølne dig af efter den omgang!” Jeg lå og græd hele eftermiddagen inde i min seng, kunne slet ikke forstå, hvorfor jeg skulle have så mange bank, fordi jeg havde købt en cykelsaddel. Og så havde jeg endog selv betalt det meste af den med min 5-femkroneseddel.
Til aften kom mor ind med noget mad til mig. Men jeg havde vanskeligt ved at få noget ind i min ømme mund, hvor der var rester af størknet blod, mine læber var sprukne og ophovnede og næsen meget øm. I modsætning til på Åbøl Vestermark, hvor vi alle, både børn og voksne, sov i det samme værelse, havde Inge, Kaj og jeg et lille kammer for os selv på ”Rosendal”. Da Kaj kom i seng om aftenen, fortalte han, at han ude på gårdspladsen havde hørt Hans Petersen og karlen snakket om, at Hans Jensen burde sættes på plads! Det hørte ingen steder hjemme, at han sådan havde mishandlet Johannes, bare fordi han havde købt en ny saddel for sine egne penge.
Da jeg den næste dag vågnede, var mit ansigt opsvulmet. Mor gav mig besked på at blive inde i huset, til jeg så normal ud igen! ”Ja!” råbte far ude fra køkkenet, ”så normal, som den dumme dreng nu engang kan komme til at se ud!”

Mødet med Kaptajn Goth

Med hjertet oppe i halsen bankede jeg forsigtigt på dørkarmen og hørte én sige: ”Kom ind!” Med et nervøst skridt skråede jeg over dørtærsklen og fik øje på en mand, der dukkede frem fra den anden ende af det vinkelformede pantry.
”Undskyld, jeg forstyrrer Dem, hr. hovmester, men jeg hedder Johannes Jensen og vil gerne have lov til at spørge Dem, om De skulle have brug for en kahytsdreng eller messedreng. Jeg har søfartsbog og har været ude at sejle før!”
Hovmesteren rystede på hovedet og sagde: ”Jeg har ikke behov for nogen dreng lige nu, men søger du hyre, skal du henvende dig hos førstestyrmanden, han bor lidt længere henne ad gangen ovre i styrbords side.” Jeg takkede, undskyldte forstyrrelsen, bukkede og sagde farvel.
Takket være min rundgang på skibet aftenen før sammen med vagtmanden vidste jeg også, hvor førstestyrmanden boede. Her var døren lukket. Jeg bankede forsigtigt på og hørte en hund gø. Lidt efter blev døren åbnet af en venligt udseende mand, der med sin venstre hånd holdt fast i halsbåndet på en schæferhund samtidig med, at han på en venlig måde spurgte: ”Hvad vil du, unge mand?” Igen fremstammede jeg nervøst mit navn og ærinde.
”Lige nu har vi ikke brug for nogen. Men i øvrigt er det kaptajnen, der står for mønstringen af nye folk, så hvis du søger hyre, skal du gå hen ad gangen og op ad den buede trappe, så kommer du op til hans kahyt! Men du må godt spørge en anden gang!” sagde han.
Det syntes jeg lød godt, men blev pludselig i tvivl om, hvad førstestyrmanden egentlig havde ment! Nå, tænkte jeg, nu går jeg op til kaptajnen, for både hovmesteren og førstestyrmanden havde da begge været flinke. Jeg havde fået lidt mod og gik med raske skridt op ad den buede trappe til kaptajnens kahyt, hvor kun netdøren var lukket for. Forsigtigt bankede jeg på dørkarmen. Jeg hørte nogen rumstere derinde og skimtede igennem netdøren en høj, kraftig mand, der, da han fik øje på mig uden for døren, med en myndig, høj og kraftig stemme spurgte: ”Hvad vil du?”
”Undskyld mig, hr. kaptajn, men jeg hedder Johannes Jensen...” længere kom jeg ikke, før han nærmest råbte: ”Kom ind!”
Forsigtigt åbnede jeg netdøren og trådte med usikre skridt ind i kaptajnens kahyt, hvor jeg i foroverbøjet stilling blev stående lige inden for døren. Igen råbte kaptajnen: ”Hvad vil du her?” Jeg fremstammede: ”Undskyld, jeg forstyrrer Dem, hr. kaptajn, men jeg hedder Johannes Jensen og vil gerne tillade mig at forespørge Dem, om De om bord på Deres skib har brug for en kahytsdreng, messedreng eller en anden. Jeg har søfartsbog og har været til søs før!”
I det samme slog kaptajnen ud med sin ene hånd i retning af en tilsyneladende behagelig lænestol samtidig med, at han med en brøsig og bydende stemme sagde: ”Sæt dig i den stol!” Jeg blev febrilsk og sagde: ”Undskyld, hr. kaptajn, men jeg kan da sagtens stå op!” Kaptajnen gloede olmt på mig og brølede: ”Sæt dig!”
Igen forsikrede jeg kaptajnen, at jeg godt kunne stå op. Så skreg han befalende: ”Sæt dig, for helvede!” samtidig med, at han igen pegede i retning af den flotte lænestol. ”Javel, hr. kaptajn,” svarede jeg, og satte mig på det yderste af sædet på lænestolen. I samme øjeblik råbte, nej, skreg han: ”Hvad fanden er det, jeg ser? Sætter du dig ned i en stol heroppe i kaptajnens kahyt, hvad helvede er meningen? Kan du så se at komme ud af min kahyt!” Jeg rystede over hele kroppen og var ved at tisse i bukserne af bare skræk. Alligevel er jeg aldrig kommet så hurtigt ud ad en dør, som jeg gjorde det denne tidlige morgen om bord på en gammel dansk damper i Marseilles havn. Og så fik jeg ikke engang sagt undskyld forstyrrelsen og høfligt farvel til kaptajnen.
Jeg var dybt rystet, da jeg med lynets hast løb ned ad den buede trappe. På vej ud på dækket kom jeg forbi pantryet, hvor hovmesteren stod i døren. ”Ja, ja,” sagde han, ”sådan bliver man af at sejle på Vestafrika, men ham deroppe er også sindssyg!” I det samme pegede hovmesteren med sin ene finger op mod kaptajnens kahyt og tilføjede: ”Kom du bare igen en anden gang, gå ikke til ham deroppe, men til førstestyrmanden eller mig!” Jeg takkede og skyndte mig ud på dækket. Efter den oplevelse var jeg alt for oprevet til at gå i land, men gik agterud og satte mig på en pullert. Det var jeg simpelthen nødt til for at få styr på mig selv og holde op med at ryste.


Druknedøden

Jeg stod oppe på båddækket og nød synet af det smukke, gamle København, hvor der inde langs kajerne lå mange fragtskibe, som der altid gjorde det dengang. Nede fra rygesalonen kunne jeg op igennem skylightet høre, at Gunnar Nu Hansen i radioen kommenterede en sportsbegivenhed fra Olympiaden i Helsingfors. Vejret var godt under hele rejsen, og vi ankom til Ålborg næste morgen til forventet tid. Lastningen forløb planmæssigt, og vi var klar til at returnere til København omkring klokken 17.00. Efter at trosserne var halet om bord, og vi havde lagt fra kaj, havde jeg frivagt til klokken 24.00.
Efter at jeg havde spist aftensmad, og vi havde passeret Hals Barre, gik jeg en tur op på dækket. Jeg kunne se og mærke, at vejret friskede op, og at bølgerne, efterhånden som vi kom længere fra land, fik små, hvide skumtoppe, som den tiltagende vind blæste ud over havet. Jeg begyndte at småfryse og gik ned i rygesalonen. Foruden mig var her 3-4 andre, der drak kaffe eller læste. Efter at jeg havde drukket mig en kop kaffe, gik jeg til køjs. Klokken var cirka 20.30.
Alle menige besætningsmedlemmer havde deres kahytter i bagbords side. Og sammen med Børge, der var matros, delte jeg kammeret for enden af den langskibsgående gang, altså længst borte fra udgangen, som var et dæk højere oppe. Børge havde 8-12 vagten og var på broen, hvor han havde rortørn, så hans køje var tom. Som altid var det lykkedes mig at få overkøjen. Inden jeg faldt i søvn, kunne jeg godt mærke, at Portland arbejdede tungt og hårdt i søen, jo længere vi kom ud i Kattegat.
Jeg vågnede med et sæt ved, at jeg pludselig befandt mig et forkert sted i køjen, ja, næsten stod på hovedet! Jeg ville springe ned på dørken, men den var ikke der, hvor den skulle have været, men befandt sig i næsten lodret stilling. Ud igennem koøjet, der nu også befandt sig et helt forkert sted, så jeg op i himlen. Døren ud til gangen var heller ikke, hvor den var, da jeg gik til køjs, men befandt sig nu som en slags vandret liggende låge, som jeg dog hurtigt fik åbnet indad/opad. Jeg faldt ned i gangen, hvor jeg landede på det langskibsgående skot ind til maskinrummet og løb hen til trappen, der førte op til hoveddækket. Trappen var ikke længere nogen trappe, men lå næsten vandret. Jeg hørte høje råb om hjælp rundt omkring fra. Dem, jeg havde drukket kaffe sammen med, inden jeg gik til køjs, forsøgte at komme op inde fra rygesalonen i styrbordsside. Med mit højre ben forsøgte jeg at nå ned til dem, så de kunne hive sig fast i mig, men jeg kunne ikke nå dem. Portland rullede stadig rundt, så jeg måtte skynde mig for at komme ud af skibet.
Da jeg nåede op ad trappen, kom komfuret inde fra kabyssen rutsjende imod mig og kilede sig fast i døren ud til den tværskibsgående gang. I det samme blev styrbords dør ud til dækket med et brag presset ind af vandmasserne og kom imod mig. Jeg greb fat i noget over mig med min højre hånd og hev mig op, så døren ikke ramte mig. Den eneste dør, jeg kunne komme ud af, var i bagbords side, men den befandt sig nu som en låge mange meter næsten lodret over mig. Nogen foran mig var ved at hive sig derop, men hvordan kom jeg mon selv derop? Med mine fingerspidser hev jeg fat i de små ujævnheder, der var på skottet og satte af med mine tåspidser, hvor de kunne finde fæste. Da jeg nåede op og greb fat i dørkarmen, dukkede matros Karl Jørgensen frem over mig og hjalp mig det sidste stykke op. Portland rullede rundt til styrbord. Vi, der var kommet ud, gik/-kravlede i modsat retning af, hvad skibet rullede, indtil vi, måske et par minutter senere, befandt os på kølen. Skibsskruen drejede stadig rundt, som om det var propellen på en flyvemaskine. Lidt efter gik den i stå. Der kom ikke flere ud. Kølen befandt sig 2-3 meter over havets overflade. Portland sank langsomt med kølen i vejret. Vi var 5-6 stykker på kølen. Jeg så og hørte også nogle ude i det oprørte hav, hvis bølger sendte skumsprøjt ind over os. Situationen gik i al sin gru op for mig: Portland var ved at dø, måske skulle jeg også snart dø. Panisk løb jeg frem og tilbage på kølen samtidig med, at jeg kiggede ud over havet efter hjælp, men det eneste, jeg så, var solen, der som en ildkugle forsvandt i horisonten et sted derude i kimingen, og jeg spekulerede på, om jeg mon nogensinde igen fik solen at se, eller var dette den allersidste gang? Af mine lungers fulde kraft råbte jeg igennem storm og skumsprøjt: ”Hvorfor, Gud, hvorfor?”
Pludselig sank Portland hurtigere, og jeg blev bange for, at den med et sidste sug skulle tage os med sig i dybet. Jeg råbte til de andre: ”Spring i havet, før Portland suger jer ned!” Flere råbte tilbage: ”Jeg kan ikke svømme, jeg kan ikke svømme, hvad skal jeg gøre? Hvad skal jeg dog gøre?” Fortvivlede spørgsmål, fulde af dødsangst, der uden at blive besvaret forsvandt i de hylende toner fra det frådende hav.
Da der var cirka 2 meter tilbage af kølen over havoverfladen, tog jeg tilløb og sprang ud i havet, hvor jeg landede 4-5 meter fra Portland. Trods storm og skumring så og hørte jeg, at der nu var panik blandt dem, der var tilbage på kølen.
Herude i havet føltes bølgerne meget højere. I det svindende dagslys fik jeg øje på Karl og lidt efter på nogle flere. Vi havde intet at holde os til og måtte svømme for at holde os oven vande. Vi råbte til hinanden, at vi ville holde sammen til det sidste. Lidt efter havde storm og skumring skilt os. Endnu anede jeg konturerne af nogen, der løb rundt på kølen af Portland, der efterhånden gik i ét med havets overflade. Det var det sidste, jeg så af de nødstedte på kølen.
Jeg frøs meget og tænkte på, hvor længe jeg mon kunne holde ud, før jeg druknede? Fortvivlet råbte jeg gennem storm og skumring: ”Skal jeg drukne i nat, skal havet om lidt blive mit sidste hvilested? Hvorfor, Gud, hvad har jeg og alle de andre dog gjort? Skal ingen af os leve, når det bliver morgen?” Jeg forstod det simpelthen ikke. Hvordan Gud den almægtige kunne lade sådan noget ske? Det var jo ham, der både havde skabt stormen og ladet Portland forlise! Mon han virkelig fandtes? ”Fy,” råbte jeg til mig selv, ”sådan må du ikke tænke om Gud, for naturligvis findes han og har en mening med sine gerninger.” Jeg ville bede om forladelse, men fandt ud af, at det måtte blive uden mine foldede hænder. For i samme øjeblik, jeg holdt op med at tage svømmetag, sank jeg mod havets bund. Stormen tiltog, og himlen over mig blev kulsort. Når jeg var oppe på en bølgetop, kunne jeg af og til skimte blinket fra et fyrtårn et sted derude i mørket. Det måtte vel være fra fyret på øen Anholt, tænkte jeg. Ellers var der bare et mørkt, truende og stormpisket hav. Ingen frelsende skibe med tændte lanterner var at skimte.
Pludselig mærkede jeg noget dunke imod mit baghoved. Jeg vendte mig om, og i mørket så jeg omridset af en træluge. Det måtte være én fra Portland. Hurtigt greb jeg fat i den, lænede mit bryst ind over den og holdt fast med begge mine hænder om forkanten. Hvor blev jeg taknemmelig. Nu kunne jeg holde mig flydende uden hele tiden at skulle tage svømmetag. Jeg sendte en taknemmelig tanke til Gud. Det måtte vel være ham, der havde sendt mig lugen. Men efter kort tid kom jeg til at fryse endnu mere på mine arme og skuldre samt brystet og det øverste af ryggen, når de dele af mig var over havet. Svømmetagene havde vel også været med til at holde min blodcirkulation i gang og legemstemperatur oppe. Jeg lod mig glide længere ned i havet, sådan at jeg kun havde mine hænder og underarme oppe på lugen. Men så fik jeg problemer med at styre lugen! Og når en stor bølge rullede ind over mig, hvirvlede jeg rundt og kom fuldstændig under havets overflade med det resultat, at jeg ikke vidste, hvad der var opad eller nedad.
Selvom jeg ikke på noget tidspunkt havde set et skib eller lyset fra en lanterne, råbte jeg uafbrudt: ”Help me, help me!” Hvorfor jeg råbte på engelsk, ved jeg ikke, men det gjorde jeg, og jeg råbte af mine lungers fulde kraft.
Tid er under sådanne forhold noget underligt noget. Jeg vidste, jeg var sprunget i havet omkring klokken 21.10, men hvad mon klokken var nu? Jeg havde mit armbåndsur på, men kunne ikke se viserne i mørket.
Det begyndte at svide i min næse og overlæbe. Det måtte være i arrene efter operationen, hvor saltvandet nu trængte ind. Min obturator begyndte også at genere mig. Jeg fik blod i næse og mund. Jeg tænkte på at tage min obturator ud og lade den glide i havet. Ja, jeg tog den faktisk ud, men opdagede, at jeg uden den i munden ikke kunne råbe ret højt om hjælp. Hurtigt satte jeg den på plads igen, men så sved det endnu mere i svælget. På grund af min obturator har jeg aldrig kunnet trække vejret igennem næsen, men har måttet gøre det igennem munden. Det har været det naturlige for mig. Men i det mørke og oprørte hav fik jeg et problem: Jeg måtte jo holde min mund åben for at kunne trække vejret, men så fulgte der af og til et skvat havvand med ind. Det var ubehageligt samtidig med, at det forværrede den evindelige svien i mit svælg og min næse.
Jeg ved ikke, hvor længe jeg havde opholdt mig i havet, men det var et stykke tid, siden jeg havde fået tag i trælugen. Pludselig mærkede jeg med mine fødder noget under vandet. Jeg blev rædselsslagen, da jeg opdagede, at det måske var et menneske. Jeg var i tvivl, slap mit tag i lugen med den ene hånd og stak den ned i havet! Jo, det var rigtigt! Jeg følte tydeligt, at det var et menneske med ansigt og hår på hovedet. Jeg forsøgte at hive op i den livløse krop, men magtede det ikke. Hvorfor ved jeg ikke, men jeg tog fat i den druknedes ene hånd, sagde farvel til ham, og må du have det godt i Guds rige! Alt skete hurtigt. Jeg måtte give slip i den druknede for at klamre mig til min luge med begge hænderne. Det måtte være én af dem fra Portland, som nu var druknet. Det var så underligt, mærkeligt og uhyggeligt. Jeg tror, jeg ved, hvem det var, jeg mødte, og med et sidste håndtryk sagde farvel til der om natten under havets stormende overflade. Men det er en hemmelighed, jeg gemmer dybt i min sjæl og min bevidstheds aflåste kammer, hvortil jeg kun engang imellem, i nætternes triste drømme, ufrivilligt får adgang til.


Et frækt tilbud fra et ægtepar

”Kommer du ikke hen og inklinerer for mig til den næste dans?” Jeg nikkede og svarede: ”Meget gerne!” Da damen var færdig med at danse med sin mand, gik hun hen og lagde en mønt i jukeboksen, og så snart musikken lød, gik jeg hen og inklinerede for hende. Alt imens vi dansede, talte vi om løst og fast. Men lidt efter lidt pressede hun sig tættere og tættere ind imod mig, lænede sin kind imod mit øre og hviskede: ”Havde jeg dog bare været lidt yngre, så ville jeg gerne have været i byen sammen med dig i aften!”
Lidt før dansen sluttede, sagde hun: ”Du, Johs. Er du ikke interesseret i at købe et akvarium med guldfisk i? Det er et, min mand og jeg har til salg, og du skal få det billigt!” Jeg svarede, at jeg ingen mulighed havde for at have et akvarium, fordi jeg boede til leje på et værelse. Hurtigt udbrød hun: ”Ja, men du kan da godt gå med mig hjem og se på det!” Jeg blev klar over, at hun var ” ude på noget”, noget som jeg også havde mægtig lyst til. Men jeg var ikke indstillet på at betale for et ”knald”, så jeg sagde: ”Hvad siger din mand til det?”
”Min mand!” svarede hun. ”Han ser helst, at vi snart får solgt det akvarium.” Efter dansen fugte jeg damen på plads. I det samme sagde hun til sin mand: ”Poul, Johs her er måske interesseret i at købe vores akvarium, så vi går lige hjem og ser på det.”
Manden sagde højlydt til de andre omkring bordet: ”Jeg håber sgu, han køber det, for jeg er efterhånden godt træt af at fodre på de fisk!” Alt imens havde damen taget sin frakke på, og lidt efter stod vi ude på gaden. Straks tog hun omkring mig. Jeg kunne mærke, at hun var helt vild i varmen. Hun fortalte, at de boede i Adelgade. Vi gik tæt sammen, havde kun problemer med, hvor vi skulle gøre af vores hænder. Men de blev hurtigt anbragt der, hvor hænder hører hjemme i den slags situationer. Det var forholdsvis mørkt, og vi mødte kun få mennesker. Så snart vi kom op i den lille, men pænt og stilfuldt møblerede lejlighed, var ingen af os i tvivl om, at nu var det ikke det akvarium, jeg ganske rigtigt kunne se stod henne i det ene hjørne af stuen, det drejede sig om, men noget helt andet.
Da jeg tog mit tøj på igen, sagde jeg til damen: ”Sig mig, hvad siger din mand til det her? For han må da vide, at vi ikke er hjemme for at se på de der guldfisk i akvariet?” ”Naturligvis tror han ikke det,” svarede hun. ”Han ved godt, hvad vi laver, for desværre er han ikke selv i stand til at tilfredsstille mig.” Jeg fik oprigtigt ondt af manden. Kunne ikke lade være med at tænke på, hvor mange gange mon det der akvarium havde været ”udbudt til salg”!
Da vi slappe i koderne gik tilbage til Café Halvmånen, sagde damen, at jeg nu endelig måtte lade, som om jeg var interesseret i at købe akvariet af hensyn til det andet par. De kendte nemlig ikke til de ”faktiske forhold”. Da vi trådte ind i caféen, sagde damen, at jeg skulle komme med hen til deres bord, hvor hendes mand sikkert ville byde på en øl. Jeg besluttede mig for at spille med på komedien. Lidt efter sad vi 5 omkring bordet og havde det noget så hyggeligt, mens vi drak øl og forhandlede om prisen på akvariet med guldfisk. Da jeg sagde tak for hyggeligt samvær, fulgte damen med mig ud på fortovet, hvor hun tog omkring mig og spurgte, om jeg ville komme og hygge mig sammen med dem næste lørdag aften her på Café Halvmånen. Jeg svarede, at det ville jeg da meget gerne. Og hvis akvariet ikke var solgt til den tid, kunne vi jo se, om vi kunne blive enige om prisen! ”Hvor er du dejlig, Johs,” sagde damen og gav mig et knus.